Pelspleje for Pudler
Ønsker man en pæn, ren og velplejet pudel er 2 ting nødvendige:
1. At den bliver børstet mindst en gang om ugen.
2. At den jævnligt bliver klippet.


Hvor tit skal pudlen klippes?
Normalt ca. hver 2. - 3. måned.
-Hvalpe: Her går man ud fra at den fra sælgeren er leveret nyklippet på hoved, poter og halerod og er badet, - hvis ikke så bestil omgående tid på hundesalonen. Lad den derefter klippe med jævne mellemrum, så den vænner sig til det. Der er flere forskellige frisurer man kan vælge til sin voksne pudel, alt efter smag og hvor meget tid, man vil bruge på at børste sin pudel.
Jeg vil altid være parat til at rådgive dig.

Hvor tit skal pudlen børstes?
De fleste pudelejere børster deres hund hver dag, men har man ikke så meget tid, kan man godt holde pelsen ved at børste den GRUNDIGT igennem en gang om ugen.

Hvilken redskaber skal man bruge?
Karte (børste med stålpigge).
Kam med god afstand mellem tænderne

Vær opmærksom på når du bruger karten, at du ikke "klasker" den ind på hunden, det vil ikke føles særlig rart for den. Arbejd altid med en rolig og blød hånd, så du ikke kradser den hud. Brug små korte bevægelser, ikke lange seje træk og udnyt hele børstefladen på karten.

Hvordan børster man sin pudel?
Den letteste måde er, at man allerede fra den er lille hvalp, vænner den til at ligge ned på et bord og blive børstet (pas endelig på hvalpen ikke falder eller springer ned, da den let brækker et ben). Hunen skal ligge på siden, så man let kan vørste maven og indersiden af forben og bagben. Når den ene side er børstet, vendes hunden om på den anden side. Til sidst kan man lade hunden sidde op, mens top og ører børstes. Brug først karten og gå til sidst pelsen efter med kammen.
Det er lige meget i hvilken retning man børster pelsen. Det vigtigste er, at man børster helt ned til huden - ikke bare det yderste lag pels. Dette er lettest, hvis man deler pelsen i skilninger og børster et lille stykke ad gangen. Man skal hele tiden kunne se huden i skilningen, og man kan mærke på børsten, om der er modstand i pelsen, - hvis der er, så må man børste indtil børste og kam let går  gennem pelsen.
Kan man ikke få hunden til at ligge ned under børstningen, må man lade den sidde eller stå - det vigtigste er, at man kommer i bund i pelsen overalt på hunden.

Kan man selv vaske din pudel?
En pudel må vaskes hver måned, så hvis man synes, at den trænger, kan man godt selv vaske den, men det skal gøres meget omhyggelit. Hunden skal være børstet helt igennem INDEN badet. Kan man ikke få filterne børstet ud, så lad være med at vaske den. Vent til den kan blive ordnet på hundesalonen. Når hunden er vasket og sæben er skyllet grundigt ud, tørres den med håndklæder og børstes igennem, mens den tørrer. Brug evt. hårtørrer.

Hvad gør man hvis pelsen er filtret sammen?
Er ulykken sket og pelsen er blevet filtret, så den ikke kan børstes ud, så ring STRAKS til hundefrisøren og få en tid til at få hunden istandgjort. Man skal ikke regne med, at hundefrisøren kan børste pelsen ud - nej, den skal sikkert klippes helt af, men den gror ud igen - den garanti gi'r jeg!

Hvad med pelsen på udstillingshunden?
Ønsker man at få sin hund på skue eller udstilling, skal pelsen klippes og passes på en lidt anden måde. Der er kun få saloner der ordner hunde til udstilling.

Hvis hunden bider?
Hvis man ikke selv kan børste sin hund, fordi den bider, så tal med hundefrisøren om man så i stedet kan få den klippet lidt oftere, så den ser pæn ud. En hund der er vanskelig og bider bør klippes på den letteste måde, så det ikke tager for langt tid.